1. Åbning — to tal, der ikke plejer at stå ved siden af hinanden
Jeg vil starte med to tal.
Det første: 2.887 milliarder dollars. Det er verdens samlede militærudgifter i 2025, ifølge SIPRI — Stockholm International Peace Research Institute. Det er en stigning på 2,9 procent i faste priser, det ellevte år i træk med vækst, og det højeste niveau, SIPRI nogensinde har registreret. Den globale militære byrde — militærudgifter som andel af verdens BNP — nåede 2,5 procent, det højeste siden 2009. De tre største aftagere, USA, Kina og Rusland, stod tilsammen for 1.480 milliarder dollars, altså 51 procent af det hele. NATO's 32 medlemmer tegnede sig for 1.581 milliarder, 55 procent af verdens samlede militærudgifter.
Det andet tal: 5,5 procent. Det er det mest citerede estimat for, hvor stor en andel af de globale drivhusgasudledninger verdens militærer står for — og det tal udelukker selve krigsførelsen. Estimatet stammer fra en indsendelse til UNFCCC's Global Stocktake og er siden gentaget af Conflict and Environment Observatory (CEOBS), Scientists for Global Responsibility og UNEP. Usikkerheden er betydelig: Scientists for Global Responsibility angiver et konfidensinterval på 3,3 til 7 procent.
Læg de to tal sammen, og du får billedet af en sektor, der er enorm, voksende — og som stort set ikke optræder i klimaregnskabet.
Det er præmissen i dokumentarfilmen Earth's Greatest Enemy af Abby Martin, som kan ses via earthsgreatestenemy.com. Filmens egen beskrivelse kalder den »a groundbreaking anti-imperialist environmental documentary« og formulerer sit centrale anslag sådan: Pentagon er »fritaget fra internationale klimaftaler«, sjældent undersøgt i mainstream-medierne, og »verdens største enkeltinstitutionelle forurener — udleder kulstof, forurener vand og arridser landskaber over hele kloden«. Filmen er ifølge filmsiden Abby Martins andet spillefilmsprojekt; den kombinerer undersøgende journalistik med beretninger fra berørte lokalsamfund, er produceret af The Empire Files, kan streames og fås på DVD og Blu-ray med 20 minutters ekstramateriale, og filmskaberne har været på en udsolgt global turné. På hjemmesiden opfordrer de til donationer for at finansiere en landsdækkende turné med et erklæret formål: at filmen skal være »et redskab til oplysning og organisering« og bygge »den nødvendige bro mellem kampen for at redde planeten og antimilitarismen«.
Den underliggende pointe er klar — at det militære område er massivt, voksende og ureguleret — den kan efterprøves. Lad mig vise hvordan.
2. Undtagelsen: den juridiske blinde vinkel
Man kan ikke tale om krigsmaskine og økologi uden at tale om jura, for det er her, det begynder.
Da Kyotoprotokollen blev vedtaget i 1997, blev militære udledninger i praksis undtaget fra rapporteringsforpligtelserne under UNFCCC. Under Parisaftalen i 2015 blev undtagelsen teknisk set fjernet — men landene blev samtidig ikke forpligtet til at rapportere dem. Rapportering blev gjort frivillig. Det betyder i praksis, at det er op til den enkelte regering, om dens væbnede styrker skal rapportere eller reducere noget som helst.
Resultatet er forudsigeligt. CEOBS — Conflict and Environment Observatory — driver et løbende projekt, der graderer kvaliteten af den militære udledningsrapportering til UNFCCC, og konklusionen er entydig: rapporteringen er »patchy«, standarderne er lave, og mange lande rapporterer slet ikke adskilte militære data. Rusland, verdens tredjestørste militære aftager, rapporterer eksempelvis stationære udledninger, mens de mobile er angivet som »not occurring«, »included elsewhere« eller »not available«.
En analyse af EU-landenes militære rapportering har ifølge magasinet CWR påvist et gab på omkring 82 procent mellem det rapporterede og det anslåede fodaftryk.
Sætningen, der er værd at huske: Vi kan ikke styre det, vi ikke måler. Og vi måler ikke det, vi ikke vil se.
3. Omfanget: hvad vi faktisk ved om militære udledninger
Hvad ligger der så i de 5,5 procent?
•For det første: det er et estimat, ikke en opgørelse. Det er hele pointen. Fordi rapportering er frivillig, findes der ikke et samlet datagrundlag, og estimatet er konstrueret ud fra forbrugsdata, budgetter og antagelser om forsyningskæder.
•For det andet: det inkluderer ikke krigsførelse. I indsendelsen til UNFCCC's Global Stocktake hedder det eksplicit, at de 5,5 procent dækker militærernes og den militære teknologiindustris fodaftryk, men ikke konfliktrelaterede kilder — altså infrastruktur, landskabsbrande, nedbrydning af kulstoflagre og genopbygning.
•For det tredje: det er sammenligneligt med store civile sektorer. Flere kilder anfører, at verdens militærer udleder omtrent det samme som civil luftfart og skibsfart tilsammen. Og Climate Change Performance Index formulerer det skarpt: Hvis verdens militærer var et land, ville de være verdens fjerde største udleder.
•For det fjerde: det korrelerer med budgetterne. Militære udledninger følger militære budgetter, og budgetterne stiger. SIPRI konstaterer, at verdens militærudgifter er steget 41 procent over det seneste årti (2016–2025). I 2025 faldt de amerikanske udgifter ganske vist, men SIPRI vurderer selv, at faldet »sandsynligvis bliver kortvarigt«: den amerikanske kongres har bevilliget over 1 billion dollars til 2026, og SIPRI peger på, at beløbet kan stige til 1,5 billioner i 2027, hvis præsident Trumps seneste budgetforslag vedtages.
Det er ikke et spørgsmål om onde hensigter i cockpittet. Det er aritmetik: jetbrændstof, panserkøretøjer, fragtflyvninger, hangarskibe, generatorer på tusindvis af baser. Et imperium skal brænde for at holde sig kørende.
4. Det giftige spor: PFAS — her er dokumentationen stærk
Udledninger er den ene halvdel. Den anden er kemien — og på dette punkt er kilderne usædvanligt solide, fordi det amerikanske forsvar selv er forpligtet til at opgøre det.
Militæret har i årtier brugt brandslukningsskum med PFAS — de såkaldte »forever chemicals« — til at slukke brændstofbrande på baser og i flyhangarer. Stofferne nedbrydes praktisk talt ikke, og de har forurenet grundvand og drikkevand.
Omfanget, fra to uafhængige opgørelser:
Environmental Working Group (EWG) har gennem Freedom of Information Act-anmodninger, forsvarsrapporter og offentlige databaser kortlagt 721 militære lokaliteter i USA med kendte eller mistænkte PFAS-udledninger — i alle 50 stater og tre territorier. Ved 630 af lokaliteterne har vandprøver og laboratorietests bekræftet forurening af drikke- eller grundvand. Ved de resterende 91 er der mistanke, og yderligere test kan afdække mere. Baggrunden er, at militære regler i mere end fem årtier krævede brug af PFAS-baseret skum under træningsøvelser.
Det amerikanske forsvarsministerium oplyser selv, at ministeriet pr. 30. juni 2026 har vurderet, at 727 aktive militære installationer, BRAC-lokaliteter, National Guard-faciliteter og tidligere forsvarsarealer kræver undersøgelse for PFAS. Foreløbige vurderinger og stedinspektioner er gennemført på 709 af dem. Ved 119 er der konkluderet »no further action required«, mens 590 er sendt videre til næste fase i oprydningsprocessen under CERCLA.
En veteranjuridisk gennemgang anfører, at forsvaret har identificeret næsten 700 baser, der kræver afhjælpning for PFAS i grundvandet, og at ministeriet stillede flaskevand til rådighed og installerede vandbehandlingsanlæg på disse lokaliteter til en anslået omkostning af 3 milliarder dollars alene i 2020–2021.
PFAS er forbundet med flere kræftformer samt reproduktions- og immunsystemskader. Her går krigsmaskinen og økociden bogstaveligt talt hånd i hånd: ødelæggelsen fortsætter, længe efter at kamphandlingerne er slut, i kroppene på de mennesker, der bor ved siden af.
5. Krigens økologiske regning: Gaza
Så er der selve krigsførelsen — den del, som 5,5-procent-tallet ikke dækker.
UNEP offentliggjorde i september 2025 sin anden miljøvurdering af Gaza-striben, udarbejdet på anmodning fra Staten Palæstina. Rapporten dækker perioden frem til 1. september 2025, og UNEP bemærker, at militære operationer fortsatte på skrivetidspunktet.
På grundlag af fjernmåling fandt UNEP, at følgende var beskadiget pr. maj 2025:
•97,1 procent af træafgrøderne
•82,4 procent af de årlige afgrøder
•95,1 procent af buskvegetationen
•89 procent af græs- og brakarealerne
UNEP's konklusion er kort: »Produktion af fødevarer er ikke mulig i stor skala.« Jorden er forurenet af ammunition, fast affald og ubehandlet spildevand, og nedbrydningen af jordstrukturen gennem tab af vegetation og komprimering fra militær aktivitet har reduceret vandinfiltrationen.
Samtidig: 78 procent af Gazas anslåede 250.000 bygninger er ødelagt eller beskadiget. Det har genereret 61 millioner ton murbrokker — omkring 20 gange den samlede mængde affald fra alle tidligere konflikter i Gaza siden 2008, og efter UNEP's opgørelse omtrent lige så meget som 15 Cheops-pyramider eller 25 Eiffeltårne målt i volumen. Cirka 15 procent af brokkerne vurderes at være i relativt høj risiko for forurening med asbest, industriaffald eller tungmetaller, hvis affaldsstrømmene ikke sorteres effektivt tidligt. UNEP anfører, at over 500.000 mennesker i Gaza er i hungersnødlignende tilstande, mens omkring 1 million er i fødevarekrise.
Uafhængig forskning peger i samme retning: Geografen He Yin fra Kent State University har sporet vegetationsødelæggelsen via satellitbilleder og oplyser til Yale Environment 360, at 89 procent af de årlige afgrøder og 98 procent af træafgrøderne er beskadiget efter to års krig. En peer-reviewet artikel af Yin fra 2025 fandt, at 64–70 procent af træafgrødemarker og 58 procent af drivhusene var beskadiget allerede pr. 27. september 2024 — efter knap et års krig.
Pointen er ikke at rangordne lidelser. Pointen er, at krigens klimaregnskab er systematisk udeladt — og at det er præcis de udledninger, der er sværest at trække tilbage.
6. Ukraine: det første samlede regnestykke for en igangværende krig
Ukraine er interessant af en anden grund: Det er her, nogen for første gang har forsøgt at regne hele klimaeffekten af en verserende krig sammen.
Ifølge Climate Change Performance Index har forskere anslået, at de første to år af Ruslands invasion udledte mere, end et industrialiseret land som Holland udleder på et helt år. Det er den første omfattende beregning af klimapåvirkningen fra en igangværende væbnet konflikt.
Samtidig illustrerer Ukraine den anden side af ligningen: Ifølge SIPRI's data for 2025 brugte Ukraine omkring 40 procent af sit BNP på militær — den højeste andel i verden, langt over Ruslands 7,5 procent og Israels 7,8 procent. Det er, hvad krig gør ved et lands økonomi: den æder næsten alt andet.
7. Hvorfor det hænger sammen — strukturen
Nu til det egentlige spørgsmål: Er det et sammenfald, at den mest forurenende sektor også er den mindst regulerede? Nej — og forklaringen er strukturel, ikke moralsk:
•1. Undtagelsen er selvforstærkende. Fordi rapportering er frivillig, findes der ikke et datagrundlag. Fordi der ikke findes data, kan ingen stille bindende mål. Fordi der ikke er bindende mål, ændrer intet sig.
•2. Sikkerhedsargumentet lukker debatten. Når noget defineres som national sikkerhed, flyttes det ud af den almindelige miljøregulering og ind i et rum, hvor demokratisk kontrol er svagere.
•3. Krigsøkonomien er permanent. Elleve års uafbrudt vækst i militærudgifter og en global militærbyrde på 2,5 procent af BNP — det højeste siden 2009. En industri med den vækstrate har ikke incitament til nedtrapning.
•4. Ødelæggelsen er også et marked. Genopbygning, oprustning og udskiftning af materiel er efterspørgsel. Gaza skal rydde 61 millioner ton murbrokker. Det er en opgave, nogen skal faktureres for.
Filmen Earth's Greatest Enemy rammer præcis dette punkt, når den ifølge sin egen beskrivelse vil »udfordre publikum til at gentænke de skjulte omkostninger ved et globalt militært imperium og dets planetære konsekvenser« — og når filmskaberne siger, at målet er at bygge bro mellem kampen for planeten og antimilitarismen. Det er en organisatorisk pointe, ikke blot en journalistisk: De to bevægelser har hidtil talt forbi hinanden — indtil nu.
8. Det er ikke kun US
Det er nemt at gøre dette til en amerikansk historie. Det er det ikke.
SIPRI's tal for 2025 viser, at selv om de amerikanske udgifter faldt, steg de europæiske med 14 procent til 864 milliarder dollars, og Asien og Oceanien med 8,1 procent til 681 milliarder. Militærudgifter uden for USA steg samlet med 9,2 procent. 23 af NATO's 32 medlemmer brugte mindst 2,0 procent af BNP på forsvar efter SIPRI's metode.
Og Danmark er en del af den bevægelse. Det er værd at sige højt i et dansk oplæg: Vi diskuterer gerne klimaaftryk fra landbrug, transport og byggeri. Vi diskuterer næsten aldrig forsvarets. Det er ikke, fordi forsvaret er klimaneutralt — det er, fordi der ikke findes et tal at diskutere.
9. Hvad man kan indvende — og hvad der stadig står
Et oplæg uden modargumenter er agitation, ikke argumentation. Her er de stærkeste indvendinger:
»Tallene er usikre.«
Korrekt. 5,5 procent er et estimat med et konfidensinterval på 3,3–7 procent, og det udelukker krigsførelse. Men usikkerheden er selv produktet af manglende rapportering — den er et argument for bedre data, ikke imod problemet.
»Militæret kan ikke bare nedprioriteres, når der er krig i Europa.«
Det er en legitim afvejning. Men der er forskel på at opretholde et forsvar og på at nægte at måle dets aftryk. Transparens er ikke nedrustning. Man kan kræve opgørelse uden at kræve nedlæggelse.
»Nogle lande rapporterer da.«
Ja — nogle lande offentliggør militære udledningsdata. Problemet er, at rapporteringen er frivillig, usystematisk og ofte ikke adskilt fra andre kategorier, så tallene ikke kan sammenlignes på tværs af lande.
»Økocid er et politisk ord, ikke en juridisk kategori.«
Det er rigtigt, at økocid endnu ikke har samme folkeretlige status som folkedrab eller krigsforbrydelser. Der arbejdes politisk og juridisk på at ændre det, og flere lande har indført økocid-bestemmelser i egen lovgivning. Indtil videre er økocid et krav, ikke en dom. Det er værd at være præcis om, når man bruger ordet.
Det, der står tilbage efter indvendingerne, er ikke desto mindre dette: En sektor, der tegner sig for en betydelig andel af verdens udledninger, er samtidig den eneste store sektor uden bindende klimamål. Det holder, uanset hvordan man ellers stiller sig til forsvarspolitik.
10. Afslutning — hvad gør man så?
Tre konkrete krav, som ikke kræver enighed om sikkerhedspolitik:
•1. Bindende rapportering. Militære udledninger skal ind i de nationale klimaregnskaber og i NDC'erne, ikke være frivillige. Det er også anbefalingen i den akademiske litteratur om emnet.
•2. Oprydning og ansvar. PFAS-forurening ved militære anlæg skal kortlægges og betales af forureneren — også uden for USA's grænser. Her er den amerikanske opgørelse et forbillede, ikke et frikendelsesbrev.
•3. Bro mellem bevægelserne. Klimabevægelsen skal kunne sige ordet »militær«. Fredsbevægelsen skal kunne sige ordet »klima«. Det er netop, hvad filmskaberne bag earthsgreatestenemy.com forsøger at gøre med deres screeningturné.
Jeg vil slutte med at vende tilbage til de to tal fra begyndelsen: 2.887 milliarder dollars til ødelæggelse. 5,5 procent af udledningerne — uden at krigene er talt med.
Det er ikke et paradoks. Det er et system, der fungerer, som det er indrettet. Spørgsmålet er, om vi vil blive ved med at lade være med at måle det.